Brug de grønne muligheder
Af Niels Jørgen Langkilde Bestyrelsesformand, Copenhagen Climate Network.
Verdenskrises betydelige omfang kalder på den største omhyggelighed. Krisen er økonomisk, men psykologiske mekanismer forstærker den i uhørt grad. Indstiller politikere, virksomhedsledere og forbrugere sig på at det hele går i sort, så skal det nok blive et ganske mørkt 2009. Man kunne også vælge at fokusere på mulighederne. I den øjeblikkelige situation er der en bred forståelse for, at vi nu må anstrenge os for at gøre arbejdet bedre og mere effektivt ved at udnytte den viden, vi allerede har på miljøområdet. En del af svaret på de økonomiske udfordringer er sådan set givet år tilbage, da EU – i Danmark Økonomi- og Erhvervsministeriet – begyndte kampagnen for CSR, Corporate Social Responsibility under det danske navn ”Overskud med omtanke”. I det program ligger bl.a. en bedre brug af de naturlige og menneskelige værdier. Mange virksomheder er i fuld gang, men flere kan med fordel følge efter. Virksomhederne og deres medarbejderes gevinster er færre udgifter til f. eks. vand, varme og el, men også mindre sygefravær og bedre arbejdsmiljø – alt i alt noget som både gavner virksomhedernes konkurrenceevne og miljøet. Skal vi have ”Overskud med omtanke”-tankegangen til at bide sig fast, så har vi behov for at også den offentlige sektor tager alvorligt fat på projektet og på alle måder indarbejder det i kommunernes, regionernes og statens hverdag. En af måderne at alle kommuner følger de foregangskommuner, som er gået systematisk i gang med at købe grønt ind. Det bør alle gøre hvad enten det er rengøring, overnatning eller mad, der skal købes. Et særligt område at tage fat på er landets skoler. Her indarbejdes en række gode vaner, som kommer til at præge vort samfund i årene fremover. Vi har skole- og klassekonkurrencer og i skoleidræt, veltalenhed og fysik, men var det ikke på tide, at få konkurrence på miljøindsatsen? Alle skoler, der ville deltage i en sådan konkurrence, ville vinde ved at få bedre miljø og lavere udgifter til drift og vedligeholdelse, men den største gevinst er den højere bevidsthed om og omsorg for vort miljø en sådan indsats ville give. Ikke få børn ville straks tage fat i at brede ideerne ud derhjemme ved spisebordet, og mon ikke der var en far eller et par mødre, som med glæde ville acceptere unge teenagerpigers belæring om ikke at tage varme brusebade i halve timer af hensyn til vort alle sammen klima.
Lagt på af Jesper Schou Hansen.
|